Rød løber, fest og farver. Sådan tænker mange om SE og HØR, men de menneskelige historier og krimistoffet har også altid været en vigtig del af indholdet i bladet.
Nogle sager fylder selvfølgelig mere end andre, og mordet på 18-årige Anne Stine Geisler en pinsenat i 1990 har jeg skrevet om rigtig mange gange.
Dels blev sagen senere et af mange uopklarede kvindemord fra perioden, dels kom jeg meget tæt på allerede i julen 1990, da familien bogstavelig talt lukkede mig ind i Stines liv – og værelse.
Den historie er jeg faktisk ret stolt af.
I den anmelderroste ”En djævel i den lyse nat”, forsøger min gamle ven og kollega, Søren Baastrup, at komme tættere på, hvem der så brutalt myrdede Stine Geisler.
Gennem 77 små og spændende kapitler ridser Søren Baastrup alle kendte forhold op i håb om at komme tættere på en mulig gerningsmand, og det var også baggrunden for min – tør jeg godt skrive – ret enestående artikel om Stine Geisler.
De fleste medier bliver udgivet som en del af en forretning. Sådan er det i høj grad for SE og HØR, men her havde jeg og bladet en mulighed for måske at hjælpe med opklaringen.
Det var i hvert fald det håb, politi og ikke mindst familien havde dengang i 1990, hvor de lod mig komme helt tæt på.
Jeg var stolt, fordi det er ret sjældent, at den gode historie går så meget hånd i hånd med ”ofrene”.
Mordet på Stine Geisler var jo en voldsomt spændende krimisag, der i al sin gru bjergtog hele Danmark, og derfor var interessant også for SE og HØR. Samtidig havde jeg selvfølgelig en dybfølt forståelse for den ulykkelige familie, som lukkede mig ind i deres helligste.
Der var også sjældent mange følelser indblandet på redaktionen, hvor redaktionschef Peter Salskov var helt med på, at fik jeg en eksklusiv aftale med familien, så skulle de også være med inde over og bestemme hele vejen.
Sådan blev det – og det er jeg faktisk også lidt stolt af.
Den forsidedag viste både chef og blad en menneskelighed, jeg virkelig satte pris på.
Udgangspunktet og aftalen med Stines forældre, Kirsten og Steen, var at skrive artiklen om familiens første jul uden datteren.
Politiet kom ikke længere, og chefen for Københavns Politis Drabsafdeling, kriminalinspektør Volmer Petersen, bifaldt ideen om fornyet omtale.
-Det kan ikke passe, at ingen har set Stine på hendes færd hjem. Det er simpelthen utænkeligt. Det tror jeg ikke på med hendes kønne og karakteristiske udseende, sagde kriminalinspektøren med henvisning til den smukke piges sidste køretur gennem København.
Før hun mødte sin morder og brutalt blev myrdet i en kælder under et københavnsk spisested i indre København.
At virkelighedens grimme ansigt på mange måder havde ligheder med tidens store tv-succes, historien om Laura Palmer og Twin Peaks, var fra begyndelsen med til at bygge myterne op omkring den bestialske mordgåde.
Allerede hjemmefra på redaktionen havde vi aftalt, at jeg skulle skaffe billeder af Stine Geisler med familie og skolekammerater. Hun skulle så tages ud af billederne for at illustrere tomrummet – første jul uden Stine.
Sådan kom det ikke helt til at gå, men jeg drog fortrøstningsfuld afsted med fotograf John Jørgensen til Nørre Voldgade, hvor Stine havde boet for sig selv i to små hyggelige værelser med skråvægge på kvisten. To etager over den øvrige families velindrettede lejlighed.
-Vi skal holde jul, som vi plejer, men det bliver tomt uden Stine. Vi savner Stine forfærdeligt. Tusind gange dagligt tænker vi på alle de dejlige oplevelser, vi havde sammen med hende. Vi må holde os selv fast på, at vi skal have tilværelsen til at fungere trods savnet og smerten.
Livet skal jo gå videre, sagde Kirsten tappert, mens hun viste vej til Stines lille lejlighed.
Den dygtige pige var i færd med at afslutte sin studentereksamen, og værelserne stod nøjagtig som hun havde forladt dem. Stine var færdig med sine skriftlige eksamener, og havde lige fået 13 i oldtidskundskab. Længere nåede hun ikke.
På hendes lille bord med den tidstypiske arkitektlampe lå eksamenshåndbøger og hendes sidste notater som minde om det liv, der brutalt og pludseligt blev revet fra hendes forældre.
Det var en voldsom oplevelse for en ung journalist, som trods alt var vant til noget lysere opgaver.
Selvfølgelig kan man ikke undgå at blive påvirket, når man sammen med en mor står og betragter det værelse, hvor hun fremover kun vil have minderne om sin datter.
Samtidig var jeg også på job. Jeg skulle registrere og komme så tæt på som muligt. Selvfølgelig for at få historien til bladet, men altså også for måske at komme en opklaring nærmere.
Mere end et halvt år efter forbrydelsen var politiet uden afgørende spor.
Stine Geisler blev fundet myrdet en mandag kort før klokken 19.00 i et kælderrum under Teglkroen i Teglgårdsstræde 15 i København, der også havde forbindelse til opgangen i Nørre Voldgade, hvor Stine boede på 4. sal. Stine havde stillet sin cykel i gården efter en fødselsdagsfest hos gode venner søndag aften, hvor hun brød op ved midnatstid for at se lidt karneval.
Kort før 03 cyklede hun hjemad for at være frisk til eksamenslæsning næste dag. Det blev sidste gang klassekammeraterne så hende.
Kirsten og Steen har gennem de fleste år holdt sig uden for mediernes søgelys. Sådan var det også i 1990. Jeg fik to billeder, hvor de hver især var med på sammen med Stine.
Men derudover gav de mig adgang til en lang række billeder af Stine.
På de tre sider i bladet kunne man se hende som yndig baby, smilende som syvårig under en familieferie i den svenske skærgård, med lillebroderen på skødet, løbende bare godt et år gammel med påskeæg i hånden og 14 år gammel som køn teenager.
-Vi har ikke skyggen af et motiv. Mordet er udført af et så brutalt, perverst og sadistisk menneske, at det forekommer fuldstændig usandsynligt, at personer, som på en eller anden måde har haft kontakt til gerningsmanden, ikke skulle have lagt mærke til hans kolde og kyniske personlighed, sagde Volmer Petersen.
Drabschefen var overbevist om, at morderen kendte kvarteret.
-Det må ikke handle om os. Det er Stine, det handler om. Sådanne forbrydelser bør ikke have lov til bare at forsvinde i glemslen, appellerede Stines forældre.
Af samme grund ønskede de ikke selv at blive fotograferet, forklarede de.
Under efterforskningen havde Stines lejlighed været afspærret. Nu skulle de to i gang med at rydde op på kvisten. Stines ejendele skulle gennemgås og bøger afleveres tilbage til skolen.
-Vi vil gerne røre ved noget i de mennesker, som har en viden eller mistanke, og bede dem om at gå til politiet, opfordrede de ulykkelige forældre.
Desværre uden held.
Måske det nu sker med Søren Baastrups ”En djævel i den lyse nat”.
Fotografen og jeg vendte tilbage til redaktionen.
Hvor mærkeligt det end kan lyde i fint humør. Vi følte, vi gjorde en forskel – og havde en fantastisk historie med hjem til bladet.
Peter Salskov havde stadig sin ide, hvor Stine skulle erstattes af en tom silhuet på billederne. Den ide kunne Kirsten og Steen ikke lide. Det var for voldsomt.
Og Salskov gav sig. Helt usædvanligt gav han sig igen og igen. Alle familiens indvendinger blev hørt og fulgt.
Min historie skrumpede samtidig fra at være den store forside på SE og HØR til at blive nummer to. Men det gjorde ikke noget.
Til et smukt billede af Stine Geisler i toppen af forsiden endte teksten med at hedde ”JUL UDEN STINE – gribende appel fra familien”.
På de første to sider inde i bladet fik Salskov sin rubrik.
”TOMRUM” stod der med store typer hen over billedet af Stines meget enkelt indrettede soveværelse. Skrå vægge, en seng og et meget lille natbord i træ under et ovalt, gyldent pigespejl. Og bag sengen vinduet, hvorfra Stine mellem de lette hvide gardiner havde udsigt over kvarteret, der endte med at blive skueplads for et af nyere tids mest mystiske og brutale mord
Næste side fik overskriften ”DET MORD SKAL OPKLARES” hen over et billede af Stines tomme arbejdsværelse med det lille skrivebord, stablerne af bøger, en lille bregne og arkitektlampen.
Opgaven var løst. Og så alligevel ikke, for i dag er sagen stadig uopklaret.
Du kan blive endnu klogere i Søren Baastrups bog, der som sædvanligt fra hans hånd er uhyre velskrevet. Og selvfølgelig peger på en mulig gerningsmand.