Billedugebladene handler om kendte. Jo mere kendte, jo bedre.
I SE og HØRs storhedstid var det oftest sådan, at ansigtet på forsiden var vigtigere end selve historien. Eller mindst lige så vigtig.
Men dyr havde også deres plads i bladet. Ikke meget plads, men fast plads.
Det kunne være en excentrisk rigmand fra det store udland med en kænguru i baghaven eller en løve som kæledyr.
Sjove dyr, søde dyr eller fantastiske dyr.
Billedserien med egernet på vandski var legendarisk.
Det var fjollet, men siden i bladet med dét egern blev læst mere end noget andet.
Min tidligere redaktionschef, Kim Bretov Jakobsen, har siden også mindet mig om en crazy billedserie, ”Der Affe als Butler”, hvor en millionær havde investeret i en abe, der var dresseret til at servicere ham som personlig butler.
Og lige nu ser vi alle sammen triste historier om både hunde og katte ramt af covid-19.
Hund, kat, hest – nærhedsprincippet er altid godt.
Danmarks mindste pony, – eller kattemoderen, som har taget en alt for stor hundehvalp til sig.
Gode billeder – god historie.
Dengang holdt langt de fleste kolleger en regional avis på SE og HØRs regning, netop for at kunne opdage den slags små hverdagshistorier.
I mit lokale Dagbladet så jeg i 1995 en sjov lille artikel.
Katten Venus satte nærmest Danmarksrekord, da den pludselig dukkede op i Sjællandsgade i Aalborg.
Venus var øretatoveret, så fejltagelser var udelukket.
Missen havde været væk fra sin ejer i 11 år og seks måneder…
Nu var den dukket op og i sikkerhed hos Vera Lange fra Kattens Værn i Aalborg, mens ejeren var fundet i den sydsjællandske stationsby Hårlev.
Her boede 28-årige Charlotte med sin mand og tre små børn i en hyggelig, nedlagt skolebygning fra 1724.
Jeg tog kontakt til familien, som med transportkasse måtte tage den lange togtur til Aalborg, og hjem igen med familiens nye medlem.
Jeg bestilte en fotograf til at lave billeder af overleveringen i Nordjylland, og tog efterfølgende selv med en af bladets faste fotografer på familiebesøg i Hårlev.
Venus var lidt afkræftet og spinkel, men optrådte scenevant i den tidligere skolestue.
Charlotte havde ikke svært ved at genkende Venus, selv om katten og de grå tegninger var blevet lidt lysere i pelsen.
-Hun må jo næsten have boet hos nogle andre i alle de år, men ingen har givet sig til kende – og Venus skulle i hvert fald ikke bare aflives, fortalte Charlotte.
Den 28-årige mor mistede den unge hunkat tilbage i 1983, da Charlotte var på interrailtur og havde betroet nogle venner at passe Venus imens.
I Hårlev var familien nu samlet igen, og forældrenes spekulationer om hund eller kat havde ligesom løst sig selv.
Andre aviser havde historien, men SE og HØR ”satte” sig på den, som det hedder.
Både familie og kat var trætte efter den lange tur, men havde også haft en god oplevelse.
-Alle har været så søde. I toget vidste mange allerede, hvor vi skulle hen, fordi de havde læst om Venus i aviserne, og hos Kattens Værn var de helt utrolige, forklarede Charlotte.
På redaktionen var der ikke megen diskussion.
De to sider i bladet fik selvfølgelig overskriften ”Det var kattens”.