”Can-can i spinatbedet”, skrev Ekstra Bladet drillende i maj 1990. Men sådan var det, og med røde ører havde jeg såmænd selv foræret dem formuleringen. Jeg havde nemlig lavet en fejl. En pinlig fejl. Min ellers så fremragende afsløring af Camilla Miehe-Renards nye kæreste var ikke sand. Eller, det var den, og så alligevel ikke… … Læs mere
Rød løber, fest og farver. Sådan tænker mange om SE og HØR, men de menneskelige historier og krimistoffet har også altid været en vigtig del af indholdet i bladet. Nogle sager fylder selvfølgelig mere end andre, og mordet på 18-årige Anne Stine Geisler en pinsenat i 1990 har jeg skrevet om rigtig mange gange. Dels … Læs mere
Kan man være venner med sine ”ofre”? For mange år siden mente jeg klart nej. Senere blev jeg ind imellem i tvivl. Og i dag ved jeg, at det kan man godt. En af opskrifterne er nok at have rene linjer. At være ugebladsjournalist er et job, og jobbet skal passes. Men jeg har tit … Læs mere
Uhh, jeg gad godt have været på bladet i ”gamle dage”. Sådan har det ofte lydt fra nyere og yngre kolleger, når jeg i fredagsbaren har underholdt med anekdoter om festerne på redaktionen. Det er da også sandt, at en tidligere skovtur sagtens kunne gå til for eksempel Paris, mens den i dag bliver holdt … Læs mere
Hvor kommer historierne fra? Ja, nogle gange er det så ”nemt”, at telefonen bare ringer. Sådan var det i 2016, da en årvågen ungersvend lurede, at selveste Ronaldo havde sendt modellen Maria et like på hendes instagram-profil. Og da man efterfølgende kunne se skønheden sidde på tribunen på Estadio Santiago Bernabéu for at overvære Real … Læs mere
“Man skal ikke tro alt, man læser i SE og HOER.” Hvor blev jeg dog hurtigt træt af at høre den sætning. SE og HØR har altid lokket brodne kar, som gerne pynter lidt på historien for måske at ramme forsiden. Ikke mindst yngre journalister lader sig ind imellem presse for langt af chefen, og … Læs mere
-Hvis ikke det lykkes at skaffe pengene, kender jeg en måde, så jeg ikke behøver at leve mere… Sådan begyndte artiklen om 25-årige Benjamin Sørensen i SE og HØR i begyndelsen af 1997. De menneskelige historier har altid været en af hjørnestenene. ”Ugens glade krøbling”, lød det ind imellem hånligt, men ikke desto mindre har … Læs mere
SE og HØR er ikke sat i verden for at gøre mennesker kendte, og spørgsmålet er også, om det overhovedet kan lade sig gøre – uden for bladets egne spalter selvfølgelig. Derfor var det også lidt specielt, da jeg i begyndelsen af 1997 fik lov til at tage til Gjøl uden for Ålborg for at … Læs mere
Ugens Rapport og SE og HØR skulle jeg absolut ikke arbejde på. Sådan mente jeg ved juletid 1988. Jeg havde trods alt den meget fine uddannelse fra Danmarks Journalisthøjskole i Århus, hvor kun de allermest dygtige – eller heldige – kom gennem nåleøjet og blev optaget. Min praktiktid var tilbragt på fagforbundet SiDs Fagbladet og … Læs mere