Jeg er ikke meget royal, men bestemt heller ikke det modsatte. Jeg respekterer selvfølgelig også det store flertal som elsker og bakker op om kongehuset.
I ugeblads-regi er de kongelige nærmest uvurderlige. Ikke mindst i en tid, hvor vi får færre og færre fællesnævnere i den kulørte verden er kongefamilien i dén grad A-kendisser.
Eventyrfamilien er om noget med til at samle os.
På SE og HØR var de kongelige de fleste af mine år også det eneste stofområde, der blev dækket af faste medarbejdere.
Mit mest mindeværdige møde med dronning Margrethe er da også – og måske derfor – fra før SE og HØR-tiden.
I 1988 fejrede Køge sit 700 års jubilæum.
Jeg var radioreporter på Radio Køge, som jeg året før blev ansat på af min siden højt værdsatte radiochef Bruno Andersen.
Vi var bare to journalistiske medarbejdere, men begyndte i al beskedenhed en succeshistorie, der fortsat lever i dag.
Vi knoklede også, alt for mange timer hver dag og hver uge, for at fylde en ganske betragtelig sendeflade.
Da Dronningen besøgte byen i forbindelse med jubilæet skulle den selvfølgelig have fuld gas.
Altid entusiastiske Bruno og jeg fordelte opgaverne mellem os.
Jeg havde motorcykel, en skøn Suzuki 750, og kunne nemt følge Dronningen rundt i byen til de steder, majestæten og byen havde valgt skulle have et besøg.
Og det var mange…
Dronning Margrethe skulle blandt andet besøge Kemisk Værk Køge, der på den ene side gav beskæftigelse til mange mennesker, men på den anden side også var genstand for jævnlig kritik i forhold til miljøet.
Jeg kørte sidst i kortegen og svingede også sidst ind ved fabrikken, der i dag hedder Sun Chemical.
Allerede uden for ved vejen stod en håndfuld mennesker med bannere, men dog iført festtøj som eksempelvis kjole og hvidt, der passede til lejligheden.
Demonstranterne ville gøre opmærksom på fabrikkens produktion af ukrudtsmiddel med det farlige stof MTI.
De var ikke mange, men råbte så bare det højere.
Jeg droppede selvfølgelig kortegen et øjeblik, for med mikrofon og båndoptager lige at få en sludder med demonstranterne.
Samtidig havde fabrikken valgt, at besøget skulle være privat og uden presse.
Det var ikke kun besynderligt midt under et offentlig besøg af Dronningen, men betød også, at interviewet med de utilfredse demonstranter blev den bærende vinkel.
Det samme var selvfølgelig også tilfældet for Dagbladets dækning, der dog kunne tilføje, at Dronningen var blevet bedt om at droppe smøgerne, før hun kunne komme ind i fabriksområdet.
Dækningen kunne ikke være meget anderledes, men både Dagbladet og jeg hørte da efterfølgende lidt kritik for vinklen.
Selvfølgelig fra den eller de by-Ping-Pong’er, som var helt på halen over lidt kongerøgelse og slet ikke værdsatte et godt og kritisk interview. 
Et håndtryk på havnen ved Dronningen og Kongeskibets ankomst, mere behøvede de ikke.
Senere skulle majestæten besøge Produktionshøjskolen Klemmenstrupgård.
Jeg var på plads i god tid.
Der var en del andre fotografer og journalister.
Måske var mine senere kolleger endda også i Køge. Det tænkte jeg ikke over. Ugebladsverdenen lå stadig meget fjernt for mig.
Jeg tænkte dog, at det her var min og Radio Køges hjemmebane.
Gik de andre journalister tæt, så gik jeg endnu tættere.
Og rakte de andre mikrofonen frem, så kunne jeg selvfølgelig nå endnu længere.
Endda lidt for tæt for majestæten.
Da dronningen skulle svare på et spørgsmål lød det i hvert fald:
“Det svarer jeg gerne på, hvis de vil være så sød at fjerne den tingest der”.
Samtidig skubbede hun hånden frem mod min mikrofon, så det var svært at misforstå budskabet.
Måske har jeg det stadig på bånd et sted i gemmerne, måske slettede jeg irettesættelsen før den kom i hænderne på andre på radiostationen, men unge Nielsen fik i hvert fald vist ugebladsmørerne, hvordan den skulle skæres. 🙂
Også selv om det betød en lille irettesættelse fra dronning Margrethe.
Et andet større nedslag i min royale dækning er så sent som i 2021, hvor jeg var forfatter til “Dronning Margrethe ll”.
Billedbogen for voksne udkom i serien “Memory Lane” fra forlaget Bogkompagniet, hvor jeg også har haft fornøjelse af at udgive bøger om Susse Wold, Lise Nørgaard og Keld og Hilda Heick.
Og hov, så skrev jeg jo også sammen med min gode ven, dengang praktikant, siden min chef, Jan Schmidt, det klart undervurderede musiknummer “Hong Kong Song”.
Sangen fra 1995 var en hyldest til prinsesse Alexandra og udkom blandt andet på den “stegt flæsk og persillesovs”-berømte duo Jimi og René’s udgivelse “Lige om hjørnet”.
Men det er en helt anden historie.