Uhh, jeg gad godt have været på bladet i ”gamle dage”. Sådan har det ofte lydt fra nyere og yngre kolleger, når jeg i fredagsbaren har underholdt med anekdoter om festerne på redaktionen. Det er da også sandt, at en tidligere skovtur sagtens kunne gå til for eksempel Paris, mens den i dag bliver holdt i chefens baghave for at spare penge. Oplagene var bare anderledes.
Det er også rigtigt, at der var sprut på bordet til redaktionsmøderne, men det var bare en anden kultur dengang.
Når jeg i dag ser ”Huset på Christianshavn” eller ”Olsen Banden”, tænker jeg hver gang over, hvor mange bajere, de egentlig drikker.
Ideerne på redaktionsmøderne blev heller ikke nødvendigvis bedre af gin-tonic, Gammel Dansk, whisky eller øl, der var det foretrukne på redaktionen.
Jeg tror mere, det var en general stemning på redaktionen i de gode og bedre tider.
Et redaktionsmøde, hvor chefen peger med pegepinden, og du skal komme med noget nyt, det er sjældent befordrende.
Men går snakken lystigt efter mødet over en kop øl eller andet, så kan ideudviklingen faktisk godt tage fart. Det gjorde den tidligere. Det var der plads til. Der var sprut nok for dem, som ville, og det var helt i chefernes ånd. De vidste godt, de forlangte meget af medarbejderne, som ofte havde en normal arbejdsdag, og derefter tog til en premiere om aftenen. Eller pludselig blev sendt på opgave inden- eller udenlands, uden skelen til helligdage eller højtider i familien. Ugeblad var en livsstil.
”Man kan sagtens lave ugeblade på te og wienerbrød, men det bliver derefter” eller ”Man kan lave te på blade, men ikke blade på te”, lød to sætninger, som et hav af chefer siden har taget æren for.
Og der er noget om snakken. Ikke nødvendigvis i form af alkohol, men der skal være rum og højt til loftet, hvis ugens blad skal blive godt.
Men, vi var faktisk nogle, som ikke havde køleskab og bajere på kontoret i det daglige.
Vi holdt dog mange fester. Vi elskede fester. Vi elskede at feste sammen. Og vi brugte enhver anledning til fest. Og jeg har aldrig været den, som gik først i seng.
Straks efter, jeg var begyndt, skulle vi spille fodbold mod norsk SE og HØR. Det var en årlig tradition. Det ene år tog hele redaktionen til Norge, en døgnlang fest, der begyndte, så snart vi entrede båden. Nogle gange var der indlagt et seminar, der mest af alt bestod af fem minutters snak i et mødelokale ombord – og så en drink, før vi gik i baren.
Hvert andet år kom norsk SE og HØR på besøg hos os. Så var der lagt an til den helt store modtagelse med sightseeing, fodboldkamp og gedigen frokost.
Traditionen holdt faktisk helt op til, Henrik Qvortrup blev chefredaktør, så blev den nedlagt. Han nedlagde i øvrigt også Miss Solskin og Årets Favoritfest, hvor vi festede med alle de kendte. Faktisk kom også de kendte, som havde et horn i siden på bladet, ofte til festen.
Indtil da havde redaktionen omtrent samme holdning som læserne. De kendte var spændende, interessante og måske endda en form for samarbejdspartnere.
For Qvortrup var de kendte fjender. De skulle jages og stå til regnskab. Den dag i dag slås redaktionen og bladet stadig med hans kompromisløse og fejlslagne strategi.
Og så har jeg endnu ikke nævnt den senere tys-tys-sag.
Men vi hentede nordmændene ved båden. Jeg er ikke ligefrem født på en fodboldbane, faktisk kan jeg slet ikke spille fodbold, Men jeg kunne stå i vejen.
Samtidig var der gerne sørget for, at en mørkekammermand eller en fremmed fra trykkeriet var hidkaldt i al hemmelighed. Og så havde vi altid den gamle kanonangriber fra Fremad Amager, Jørgen Salomonsen, på holdet. Det var nok en skovtur, men tabe ville man for alt i verden ikke. Slet ikke på hjemmebane.
Vi spillede kampen i Dragør, og vandt.
Efterfølgende skulle vi spise frokosten på Restaurant Beghuset i Dragør.
Jeg klædte om. Jeg var stadig så ny, at jeg fandt mig i både skjorte og slips. Og så indtog jeg min plads i restauranten mellem to højrøstede norske piger.
Jeg er heller ikke skidegod til norsk, så det galt bare om at snakke med, selv underholde og grine højt. Så var vi i gang.
Pludselig står føromtalte mand fra mørkekammeret, den dygtige fodboldspiller Jørgen Christensen, over for mig på den anden side af bordet. Han har et kamera om halsen og rækker en kæmpe pokal over til mig.
Jeg griber den, løfter den triumferende over hovedet, mens han fotograferer -og så vender jeg i kådhed bunden i vejret på det store monster af en pokal.
En, to, tre liter øl vælter ned i hovedet på mig, løber ned over ansigtet og forplanter sig med et plask over både slips og skjorte.
Jeg elsker øl, men ikke lige på den måde. På et splitsekund er jeg pjaskvåd.
Både borddamer og mine egne kvindelige kolleger er ivrige efter at hjælpe.
-Vi kan skylle skjorten op, så er den tør igen om en time eller to, forsøger de, men jeg er ikke skide stolt over udsigten til bar mave under sild og lune fiskefileter.
-Hvad med den der dragt, nordmanden rendte rundt i, spørger en.
Og det er rigtigt nok. Som led i underholdningen havde en af de norske journalister, Sven Aage Madsen, under hele kampen rendt rundt på sidelinjen i en fantomet-dragt.
Jeg aner ikke hvorfor, men nu sad han som alle andre i nystrøget skjorte.
-Lån dog den dragt til dit eget tøj er tørt, lød det.
Modstræbende tog jeg ideen til mig.
Et øjeblik efter var min skjorte vasket i håndvasken på toilettet og hængt til tørre på radiatoren. Og jeg sad nu mellem de to norske jenter i en kropsnær blå heldragt, der ikke efterlod meget til fantasien.
Snart var den glemt. Øl og snaps røg ned, jeg røg på dansegulvet og tiden fløj afsted. Jeg blev mere og mere fuld. Meget fuld.
Jeg var stadig den sidst ankomne på redaktionen, så der var heldigvis masser af hjælp. Og henover midnat blev der sørget for, at jeg kom til Københavns Hovedbanegård og ind i et tog mod Køge.
Jeg gik straks ud som et lys, og må have kørt i timevis frem og tilbage. Jeg vågner på Allerød Station og ved – klog af skade – at der så er fem minutter til Hillerød, før toget kører hele vejen tilbage mod Køge hen over Hovedbanen igen. Jeg beslutter at holde mig vågen. Stirrer stift ud af vinduet.
Så til Hillerød. Fem minutters ophold. Og retur igen.
Tilbage på Allerød Station stiger to kontrollører på. Jeg sidder bagerst i kupeen, og de kommer ned til mig.
-Må vi se gyldig rejsehjemmel, spørger den ene.
Jeg rækker mod inderlommen efter min tegnebog og rejsekortet, men jeg har slet ingen jakke på.
Først der går det op for mig, at jeg sidder i fantomdragten. I fire, fem, seks timer har jeg bumlet frem og tilbage som den vandrende ånd fra Kraniegrotten.
Jeg forsøger noget med, at jeg har været til polterabend, men der er ingen vej uden om. Jeg får en bøde. Mens det lysner uden for er jeg ret bevidst om, hvor pinligt det er.
Der ligger en gammel B.T. på sædet ved siden af, jeg napper den og lader, som om jeg læser, mens jeg forsøger at dække så meget som muligt af den blå dragt.
Heldigvis har jeg Fantomets hovedbeklædning i lommen.
Da jeg kommer til Køge Station er klokken omkring 07.00. Det vrimler med mennesker på stationen, og jeg er ganske sikker på, jeg ikke undgår at møde nogle, jeg kender.
Stadig med avisen foran mig, går jeg helt ned i knæ, og i den mærkeligste gangart nærmest løber jeg over i en taxa.
Jeg mødte ikke nogen og når uopdaget hjem.
I entreen står kæresten klar med vores søn på armen i sparkedragt. Klokken er mange, han skal i vuggestue og fruen på arbejde.
-Nå, den blev høj igen i går, siger hun, mens døren smækker bag mig med et brag.
Hun havde ligesom prøvet det før.