Ugens Rapport og SE og HØR skulle jeg absolut ikke arbejde på.
Sådan mente jeg ved juletid 1988.
Jeg havde trods alt den meget fine uddannelse fra Danmarks Journalisthøjskole i Århus, hvor kun de allermest dygtige – eller heldige – kom gennem nåleøjet og blev optaget.
Min praktiktid var tilbragt på fagforbundet SiDs Fagbladet og det hæderkronede Aktuelt. Og i det store opslagsværk, hvor journalister som i en anden Kraks Blå Bog kunne prale af deres bedrifter – her stod der, at mine stofområder var unge- og socialstof.
Nu var situationen imidlertid også, at jeg var arbejdsløs lige om lidt. Jeg havde været med til at begynde Radio Køge. En stor succes rent faktisk, men lovliggørelsen af reklamer lod vente på sig. Pengekassen var tom.
Jeg havde skiftet fødebyen Allerød ud med Køge, og min gode ven og medstuderende fra journalisthøjskolen, Kim Palm, var stadig en god ven af huset. Han var dengang ansat på SE og HØR, og ringede en dag.
Der var en stilling ledig som redigerende på bladet.
SE og HØR og redigerende!
Jeg var mildest talt ikke super opsat på den mulighed. SE og HØR af førnævnte grunde – og redigerende, fordi ryet mest var, at det var et job for dem, som hverken kunne skrive eller lave journalistik.
De kunne til nød bruges til at rette kommaer. Sådan lød mantraet i hvert fald på Journalisthøjskolen.
Dresserede aber, som de senere blev kaldt på SE og HØR af en ophidset skrivende journalist.
På den anden side. Redigerende journalister havde ikke deres byline i bladet – så slap man for at lægge navn til det smuds.
Og pengene kom jo ikke af sig selv.
Jeg sendte en ansøgning og tiden gik. Jeg kendte hverken bladet, og selvklart ikke redaktionen, så jeg kunne ikke vide, at det nok mest var held og tilfældigheder, at jeg uger efter blev ringet op af bladets sekretær. Min ansøgning var flot, så de ville gerne se mig til samtale.
Jeg voksede op i Allerød, men boede nu som skrevet i Køge, så turen mod Allerhuset på Vigerslev Alle i Valby foregik med tog og Kraks Vejviser i hånden.
Jeg skulle til samtale med chefredaktør Mogens E. Pedersen, aldrig andet end mep, og redaktionschef Peter Salskov.
Da jeg sad i forkontoret hos chefredaktøren kunne jeg godt fornemme, at ingen rigtigt vidste, at jeg skulle komme – i hvert fald ikke lige på det tidspunkt.
Kun den ene chef var på bladet, og han var travlt optaget. Den anden var væk. Måske i lufthavnen. Noget med Janni Spies, hørte jeg, mens flere af bladets journalister lige kiggede ind ad døren for at kigge på den mulige nye mand.
Samtale blev der ikke så meget af.
– Flot ansøgning og radiostart, men kan du tale engelsk. Og hvad med tysk – eller fransk, blev jeg spurgt.
– Det er fint, svarede jeg, velvidende at engelsk til husbehov nok var det mest korrekte, sammen med lidt ringe folkeskoletysk og et fravær i fransk, der meget vel kunne have kostet mig studentereksamen.
– Og så skal du vide, at passet altid skal være i skrivebordsskuffen, så du hele tiden er klar til at rejse på opgave!
Samtalen var både forvirret og kort, så i toget hjem gav jeg det ikke mange chancer. Måske godt det samme. Jeg regnede i hvert fald ikke med at høre mere fra SE og HØR.
Da jeg flere uger senere nærmest havde glemt besøget i Valby, ringede telefonen,
Chefen var begejstret, og de ville gerne se mig til endnu en samtale.
Begge chefer selvfølgelig, lød det fra sekretæren.
Jeg kunne ikke lade være med at smile for mig selv, da jeg igen sad i toget mod Valby og den forventede forvirring.
Denne gang skulle jeg dog på værtshus først.
Førnævnte Kim Palm havde nemlig ringet til mig igen. Han syntes, vi skulle mødes før samtalen. På værtshuset Det Listige Sted, lige ved hovedindgangen til Aller.
-Jeg skal da ikke drikke øl før en jobsamtale, indvendte jeg.
Men det var åbenbart ikke noget problem
Mange år efter var Det Listige Sted da også stamværtshuset, når jeg drak fyraftensbajere, raflede eller spillede billard med kollegerne.
Vi mødtes på værtshuset. Denne gang nåede jeg frem uden vejviser.
-De var vilde med din ansøgning. Jeg tror, du får jobbet, begyndte Kim, og kom hurtigt til sagens kerne.
Mep var ikke meget for, at jeg gik med ørering. Det fandt jeg lidt sjovt. Og når jeg tænker på det freakshow, jeg gennem årene senere oplevede på redaktionen, så var det da også lidt ligegyldigt
Mep havde sine principper, mange endda. Et andet var, at korte bukser var bandlyst på redaktionen. Det kunne jeg egentlig bedre forstå.
Den tykke hvidguldsring røg i lommen, vi drak ud og så gik jeg til samtale.
Samtalen var næsten som den første. Det handlede mest af alt om, at der jo skulle være en samtale. Og så ville de gerne se mig an, om jeg var tilpas flabet og rapkæftet, fornemmede jeg.
Jeg havde godt nok kigget i SE og HØR de sidste uger, men ellers var mine kvalifikationer på kendisområdet vel nærmest ikke eksisterende.
Og nu var stillingen i øvrigt pludselig som skrivende. Ok, det var finere end redigerende, men så skulle jeg altså have mit navn i bladet…
Kemien var til gengæld i orden: Det var tydeligt, at Salskov og mep allerede havde besluttet sig.
Førstnævnte var især begejstret for, at jeg boede i Køge. Her havde han nemlig i tidernes morgen stået på mål i Køge Boldklub.
Til sidst kom mine to pils med Kim virkelig til hjælp. Da vi skulle tale løn.
– Hvad tjente du på radioen, det bør vi nok kunne matche, lød det.
– Ahr, Kim og jeg har været uddannet lige længe, og han får altså 3.000,- kroner mere, forsøgte jeg.
– Hvad! Så meget betaler vi da ikke! Mep hævede stemmen og kiggede på Salskov.
Han åbnede nederste skrivebordskuffe, hev lønstatistikken frem og måtte bekræfte.
-Det er helt vildt, men den er sgu god nok, grinte han.
– Men husk lige, at Kim har været her et år. Og tænk på alle de artikler, du kan sælge videre, forklarede han, mens grinet forblev bredt.
Det var også rigtigt nok, at især gode skæbnehistorier – menneskelige fortællinger – i de første år ofte kunne sælges videre til Se og Hør i Norge. Men lige som den med passet i skuffen, så var det første gang, jeg lærte betydningen af “overdrivelse fremmer forståelsen”.
Jeg scorede et par tusinde ekstra i månedsløn, og Peter Salskovs slutreplik var; tillykke med jobbet, så kan du godt ringe til kæresten og invitere hende ud at fejre
-Det gjorde jeg allerede inden samtalen, grinte jeg.
Det var den slags replikker, han elskede…
Jeg forlod Aller med lidt kriller i maven. Var det nu det rigtige.
Nå, et års tid, indtil jeg fandt noget andet kunne jeg vel altid klare, tænkte jeg.
Uden nogensinde at have haft behov for at tale hverken tysk eller fransk, så blev det til godt 29 år. Langt de fleste var mega sjove – også de knap syv år, hvor jeg sad i rollen som redigerende, dresseret abe.